
Aviaja Ting Mortensen
Ballevej 37
Velkommen til min dagpleje
Mit navn er Aviaja, og jeg er uddannet pædagog. Jeg har, siden jeg blev færdiguddannet i 2019, arbejdet i både vuggestue og børnehave, og jeg er startet som dagplejer i september 2026.
Jeg er gift med Casper, og sammen har vi to børn, Liva (2017) og Filip (2020). Både Casper og jeg er årgang 1993. Vi bor på Ballevej 37 med vores hund Tico. Vores hjem er røgfrit, og vi har en dejlig stor have.
Som person er jeg positiv og smilende, og jeg brænder for børns trivsel og velvære. I min dagpleje tilbyder jeg et trygt, nærværende og hjemligt miljø. Her er der plads til det enkelte barns tempo, masser af omsorg og fokus på udvikling i små trygge rammer. Jeg arbejder ud fra de pædagogiske læreplaner, hvor leg og læring er en naturlig del af hverdagen. Det er vigtigt, for mig, at skabe en god relation til og tryghed for det enkelte barn og møde barnet, der hvor det er.
Jeg tror på, at naturen er vigtig for og giver god mulighed for motorisk udfoldelse og udvikling, for fordybelse og nysgerrighed. Vi er derfor udenfor næsten hver dag, uanset om det er for at mærke regnen, lege i sandkassen eller kigge på små dyr i muldet. Måske finder vi en snegl eller en edderkop, hvor kravler den hen? Hvordan bevæger den sig? Hvad spiser den? Kilder det på hænderne når edderkoppen kravler over dem? Vi går på opdagelse i den nærligende natur, byens stier og legepladser, og vi besøger hestene på marken.
Det indendørs rum er indrettet med flere små legemiljøer, der løbende bliver tilpasset børnenes udvikling. Der er blandt andet en læsehule, et legekøkken, konstruktions leg og Babblarnaernes hus. Her laver vi blandt andet motorikbaner, danser og dyrker yoga.
Børnene vil være en aktiv del i de daglige rutiner som madlavning, borddækning og oprydning. På den måde får børnene medinddragelse i hverdagen, og de oplevelser af at være en vigtig del af det lille nære fællesskab som dagplejen er.
Vi spiser formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad sammen, det er desuden muligt at få morgenmad.
Jeg vægter det gode forældresamarbejdehøjt, da samarbejdet har stor betydning for barnets trivsel og udvikling. Min kommunikation med jer vil forgå gennem Aula, samt i forbindelse med aflevering og afhentning, hvor der er plads til den daglige kommunikation. Jeg vil desuden bruge Aula til at lægge billeder op af børnenes hverdag i dagplejen.
En gang om ugen mødes vi med andre dagplejer i hallen, her har vi fokus på motorik og sociale relationer. Derudover er vi i heldagslegestue en gang om ugen, hvor vi laver forskellige aktiviteter med børnene, her lære børnene at være en del af større fællesskaber.
Vi får jævnligt besøg af dagplejepædagogen, hvor der vil være mulighed for sparring om hvert enkelt barn, om gruppen som helhed, og hvordan jeg kan tilpasse min hverdagen til gruppen og det enkelt barn.
Jeg er klar til at give alle børnene en masse nærvær og omsorg.
